Overgrown
James Blake
Emneord
Anmeldelser (4)
Jyllands-posten
d. 13. maj 2016
af
af
Peter Schollert
d. 13. maj 2016
"Briten, der står på Roskilde Festivals program, synger som en smertens mester, hvor kærlighed aldrig er for sjov - "Love Me In Whatever Way" hedder en af sangene. James Blake er nu som før en nørd, der inden for en musikalsk ramme, som kunne kaldes en popsang, eksperimenterer innovativt med alverdens lyde, der ofte har en melankolsk grundtone, som bliver tilført f. eks.en gospelstemning, et hiphop-beat eller en soulstil. Han kan vælge det komplekse udsagn, men han kan også håndtere det enkle budskab, som det sker på "F. o. r. e. v. e. r." og det klaverprægede titelnummer, der er smukt som en Erik Satie-komposition.Det ville være spændende, om James Blake næste gang dyrkede det enkle udtryk endnu mere".
Politiken
d. 11. maj 2016
af
af
Lucia Odoom
d. 11. maj 2016
"Det er et meget langt album, som måske kræver en særlig meditativ og indre ro ... Det første par sange, 'Radio Silence' og 'Points', er hverken anmassende eller udadvendte. Blakes små sprøde beats ligger subtilt og ulmer under de pæne overflader. Men det ville være interessant at høre ham lade sine produktioner slå skår i den skrøbelige stemme og de sagte elektroniske beats. Blake er uden tvivl en af de dygtigste nulevende producere, men jeg savner, at han trækker gardinerne fra og lukker andre sindstilstande ind i sit univers ... På numre som 'Timeless' og 'I Need a Forest Fire', som har Bon Iver med som gæst, er der en tiltrængt næsvis attitude, som det lidt sarte album generelt godt kunne tåle mere af".
Berlingske tidende
d. 11. maj 2016
af
af
Mads Hendrich
d. 11. maj 2016
"[Blakes] klagende og frostnistrede tenorstemme møder os i labyrintens rungende korridorer. Den tager os ved hånden og guider os ud i sindets yderste affolkede afkroge. Helt derud, hvor tid og sted ophører. Derude, hvor der er goldt, gråt og koldt, og hvor tristessen bliver en permanent, farveløs tilstand ... Mødet mellem det maskinelle og det trøstesløse forløses blændende på f. eks. den Bon Iver-gæstede »I Need A Forest Fire«, den futuristisk klingende ensomhedsbesyngelse »Radio Silence«, det Donna Hathaway-samplede desperationskvad »Love Me In Whatever Way«, de to mere R'n'B-influerede sange, »My Willing Heart« og »Always«, som Blake har skrevet sammen med sin tungsindsåndsfælle Frank Ocean, samt den længselsfulde »Modern Soul«. Moderne musikalsk sjælfuldhed, indeed. Men der er omvendt også en pæn håndfuld fyldnumre omkring albummets midtersektion, hvor Blake går i prætentiøse ringe om sig selv".
Information
d. 13. maj 2016
af
af
Ralf Christensen
d. 13. maj 2016
"På The Colour In Anything skyder [Blake] med spredehagl gennem electronicaens terræn og rammer - stort set - alt, hvad der passer ham. Det sker i en form for soul, hvor genren primært leverer afsæt for hans fraseringskunst, men sjældent får lov at diktere kompositionsteknikken. Der er ikke nødvendigvis nogen fornemmelse af overcoming eller at lande i en varm og dirrende følelse af afvisning eller at vræle sin længsel ud. Det er måske allermest tydeligt på »Two Men Down«, hvor synth- og støjkilder støder dissonant mod hinanden og nægter os nogen som helst form for forløsning. Bare en utidig fornemmelse af livets statiske elektricitet ... Over 17 numre og 76 minutter formulerer Blake en på én gang klaustrofobisk og ekspansiv soul - det lyder både så ensomt og så grænseløst flydende i sine formsprængninger ... Det er fremragende".