Uncovered
Steve Harley
Emneord
Minder om
Anmeldelser (7)
Gaffa [online]
d. 3. juli 2020
af
af
Ivan Rod
d. 3. juli 2020
"Det her er umiskendeligt vokaljazz (kendte standards), men fremført med en både moden og modig nøgenhed - instrumentalt såvel som vokalt ... Vel er jeg overbevist om, at man (nogen) kan blive træt af Julia Werup ensformigt kælne messen. Men overgiver man sig til den, og lytter man til den tydelige detaljerigdom i numrene, bliver man med stor sandsynlighed hooked - af kvalitetsniveauet, det bevidste valg af puls, den lave hastighed og den rigelige plads til vejrtrækning".
Salt peanuts
d. 14. juni 2020
af
af
Jan Granlie
d. 14. juni 2020
"Blachmans drum & bass-aktige komp er utnyttet på en fin måte over Werups vokal, og selv om pianoet oppleves litt "skarpt" innimellom, så er det et gjennomført lydbilde som fungerer når man skal gjøre noe nytt med disse velkjente melodiene. 'The Thrill Of Loving You' er blitt en original og temmelig annerledes plate med standard-låter, fra fire musikere som har en felles ide om hvordan man skal modernisere disse låtene".
Jazznyt
d. 23. juni 2020
af
af
Niels Overgård
d. 23. juni 2020
"Forestil dig, at Caroline Hendersons 25 år gamle klassiske album Cinemataztic var lavet med en jazztrio. Så havde den måske lydt sådan her. Den svenske sangerinde Julia Werup sættes i scene af Thomas Blachman på albummet The thrill of loving you. Lydbilledet er skarpt defineret med tråde til både jazz og trip hop ... Jeg kommer til, at tænke på den belgiske sangerinde Melanie de Biasio undervejs, der ligesom Julia Werup også har [sunget] Mongo Santamaria-klassikeren Afro Blue ... Jeg foretrækker de numre, hvor Julia Werup synger på svensk. Der er Beppe Wolgers svenske tekst til 'Take Five', der hedder 'I New York' og oprindeligt blev sunget af Monica Zetterlund. Pladen lukker med Julia Werups svenske tekst til Jacques Brels 'Ne me quitte pas', måske pladens bedste nummer".
Salt peanuts
d. 14. juni 2020
af
af
Jan Granlie
d. 14. juni 2020
"Blachmans drum & bass-aktige komp er utnyttet på en fin måte over Werups vokal, og selv om pianoet oppleves litt "skarpt" innimellom, så er det et gjennomført lydbilde som fungerer når man skal gjøre noe nytt med disse velkjente melodiene. 'The Thrill Of Loving You' er blitt en original og temmelig annerledes plate med standard-låter, fra fire musikere som har en felles ide om hvordan man skal modernisere disse låtene".
Jazznyt
d. 23. juni 2020
af
af
Niels Overgård
d. 23. juni 2020
"Forestil dig, at Caroline Hendersons 25 år gamle klassiske album Cinemataztic var lavet med en jazztrio. Så havde den måske lydt sådan her. Den svenske sangerinde Julia Werup sættes i scene af Thomas Blachman på albummet The thrill of loving you. Lydbilledet er skarpt defineret med tråde til både jazz og trip hop ... Jeg kommer til, at tænke på den belgiske sangerinde Melanie de Biasio undervejs, der ligesom Julia Werup også har [sunget] Mongo Santamaria-klassikeren Afro Blue ... Jeg foretrækker de numre, hvor Julia Werup synger på svensk. Der er Beppe Wolgers svenske tekst til 'Take Five', der hedder 'I New York' og oprindeligt blev sunget af Monica Zetterlund. Pladen lukker med Julia Werups svenske tekst til Jacques Brels 'Ne me quitte pas', måske pladens bedste nummer".
Kristeligt dagblad
d. 28. aug. 2020
af
af
Andreo Michaelo Mielczarek
d. 28. aug. 2020
"Julia Werup har udgivet et par digtsamlinger og et album med ægtemanden, Thomas Blachman. Han har også produceret og spiller med på det nye album, som både rummer jazzet Twin Peaksmystik-i-svensk-bjælkehytte og kælen Lisa Ekdahl-hyggeswing ... Svenskerne Johnny Åman (bas) og Sven Erik Lundeqvists (piano) akustiske jazzerier ændrer ikke på, at Blachman-produktionen lyder som hans Manrec-udgivelser sidst i 1990'erne. Dengang lød det friskt - nu lyder det halvtamt".
Politiken
d. 25. aug. 2020
af
af
Henrik Palle
d. 25. aug. 2020
"Werup synger dejligt. Hendes frasering er måske ikke overlegen, men hun har noget med sangene, kan man fornemme. Desværre trædes det lidt under fode af en produktion, der bærer Thomas Blachmans tydelige aftryk. Effekter, gentagelser, spejlinger og ikke mindst filtre med rumklang som i et tomt Jazzhouse i slutningen af 1990'erne skyder sig ind mellem sangen og akkompagnementet. Og det er regulært supersynd. For når der skrues ned for den del af løjerne, kan man i langt højere grad nyde såvel Julia Werups vokal som hendes trios sine steder suveræne musiceren ... Ikke desto mindre er Julia Werup en stemme, det bliver interessant at høre mere til i jazzsammenhænge".