Film / fiktion / drama

Top of the lake


Beskrivelse


Den 12-årige Tui, der vokser op i en mindre by på New Zealand, forsøger at begå selvmord ved at gå ud i en sø. Det viser sig at hun er gravid og har gode grunde til at frygte sin far. Kriminalassistent Robin kommer under undersøgelsen af Tuis sag, på sporet af en række hemmeligheder i det lille samfund, hvor hun selv er vokset op.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. okt. 2013

af

af

Charlotte Cathrine Pedersen

d. 11. okt. 2013

Filmen Top of the lake er for voksne, der har interesse for krimi- og spændingsserier. Formidles sammen med andre dramatiske værker om undertrykkelse og frigørelse.

I et mindre samfund på New Zealand foregår mystiske transaktioner med narko og prostitution. Da den 12-årige Tui en dag vælger at gå ud i den kolde sø, rejser spørgsmålet sig om hvad det er Tui er bange for. Det bliver en sag for den kvindelige betjent Robin, der har speciale i overgreb mod børn. Robin er ankommet til området sammen med en gruppe frigjorte kvinder, der har købt retten til at opholde sig i den vilde natur. Efter den selvbestaltede lokale høvding, Marks, opfattelse var det hans besiddelse. Det kommer der en række sammenstød ud af. Robin er vokset op i området, og sideløbende med arbejdet med at opklare mysteriet om Tuis forsvinden, trækkes Robin tilbage i sin egen fortids mysterier. Hvem var Robins rigtige far? Og hvilke hemmeligheder gemmer der sig i barndomskærestens familie? Sammenstødet mellem det lille samfunds mandsdominerede værdier og kvindernes mulighed for selvbestemmelse og frigørelse, beskrives gennem de konflikter og valg, Tui og Robin gennemlever.

Den new zealandske instruktør Jane Campion er bl.a. kendt for sin instruktion af The piano, Holy smoke og Portræt af en kvinde. De bærende temaer i Campions film er kvinders kærlighed, passion og frigørelse.

En usædvanlig velkomponeret og barsk, men velspillet, dramaserie, der bevarer spændingen gennem alle afsnit.