Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Typisk!


Beskrivelse


9. klasse er på tur til London. Line må undvære sin veninde Pernille, der har brækket et ben og må blive hjemme. Til gengæld oplever Line sin første forelskelse i klassekammeraten Peter. Hun ser desuden andre sider af klassekammeraterne og vi hører om forholdet til lærerne, konflikterne, den første øl, etc.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. maj 2001

af

af

Lis Mikkelsen (skole)

d. 28. maj 2001

I serien 13-17 der består af ungdomsbøger af danske forfattere har Lotte Kjærup ramt aldersgruppen godt. De temaer hun tager op i sin roman er meget typiske, og hun lader da også sin hovedperson Line indlede mange af kapitlerne med: "Det typiske ved...". Line skal sammen med sin klasse på lejrskole i London. Kort inden brækker Lines bedste veninde Pernille benet, og hun kommer ikke med på den planlagte tur. De to piger hænger normalt sammen, og Line opdager at der både er fordele og ulemper ved det. Vi følger lejrskolen dels gennem Lines fortælling dels gennem hendes breve hjem til Pernille. Den der har været på mange lejrskoler, nikker genkendende til begivenhederne. Der er drama når klassens kærester slår op med hinanden, der er nye forelskelser og for unge elever der prøver at snyde sig til en øl på en pub. Og så føres læseren i tilgift med Line rundt til Londons kendteste steder. Der er ikke tale om stor kunst, men personudviklingen skildres så man til sidst tror på Line. Forfatteren har for nylig udgivet brugsbøgerne Khalid - en historie om fordomme og Maria - en historie om mobning. Romanen er til frilæsning for især piger i 7.-10. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 28. maj 2001

af

af

Lis Eriksen

d. 28. maj 2001

9. klasse er på tur til London, og Line må undvære sin slyngveninde Pernille på turen, da hun har brækket et ben. Og med dette som den overordnede handling, drager vi på klasseudflugt sammen med flokken af sekstenårige, der under opholdet gør notater til projektet: "Typisk" - alt, hvad der er typisk for London og heraf titlen. Lotte Kjærup er en god beskriver af unges univers - deres tanker, følelser, handlinger og omgangsform i en flok fra niende. Der udover har forfatteren garanteret selv besøgt London, da miljøbeskrivelserne er meget rammende for storbyen (som jeg også husker den...). Selv om bogens hovedpersoner er sekstenårige vil unge fra 14 år sagtens kunne identificere sig med temaerne: klassetur, forhold til lærerne, venindeskab, kammeratskab, den første forelskelse, konflikter, konfliktløsning, den første øl o.s.v. - bogen er både tekstmæssigt og omfangsmæssigt overkommelig for alle og med den vinkel kunne den være et udmærket oplæg for klasselæsning med efterfølgende debat. En stor del af teksten er udformet som Lines breve hjem til Pernille. Forsideillustrationen signalerer "ungdom" og bagsideteksten yder en kortfattet og rammende indgang til handlingen.