Vælg materialetype

Jeg siger dig : digte

Prosadigte fra et kvindeligt jeg til et du, om landet mellem følelser og tæmmet natur, drøm og virkelighed

Prosadigte fra et kvindeligt jeg til et du, om landet mellem følelser og tæmmet natur, drøm og virkelighed
Find titler der ligner
Læs mere om
fubar
fubar
bog
Titel
Jeg siger dig : digte
Udgiver
Borgen
Udgivelsesår
1991
Omfang
52 sider
Originaludgave
Originaludgave: 1991
ISBN
87-418-6044-6
Opstilling i folkebiblioteker
Af indholdet
Af indholdet:
Alle indsigter lukkede som efter ti sterile drab ; Brænd ikke helt ned, tag lidt med hjem, tag hvad du behøver ; Du vil sige. Der findes kun én nat, ét hus ; En afstand er parat til at spalte hendes verden i to ; En desperat leg med luftens gråhed, børn løber ; En eller anden hold ... hende fast når hendes arme brænder ; En nat. Et univers af betydningsløshed ; En stilhed som den glatte vandflade bag ved byens sidste huse ; Et forsinket mørke over øjnene, over borde gulve ; For en farve ved en blomst ved en sommer ved en stemme ; For sidste gang ind i klarhed, rejsen fortalt ; Foran dig rækken af tågede fremtider, hvad ser du? ; Foran et nøgent håb går natten og gråden langsomt igennem dig ; Fremmede, tavse grene stemmende mod aften ; Frosten mere hvor sommer størkner i blæst ; Hun er jordens mørke i nat tungt som ; Hvis du lægger mærke til barnet som står og gør den samme bevægelse ; I det der findes griber en flugt efter færdige verdener ; I en brænding de yngste sekunder, i blankhed seende ; I et andet rum bliver der talt hele natten ; Jeg kan ikke rammes før du ser mig. Den blege sol ; Jeg siger dig. Når jeg er færdig ved du ikke hvor vi er ; Jeg spurgte også dig, men du var næsten døv af himmel ; Kald det en ankomst, når du står ved en sidste bleg vidde ; Kan du se om det igen er natten, lag på lag ; Kom herind fra uvejret ; Kom ned, måge af is og glas, ingen holder på dig ; Lige så enkelt som øjet der ser: En vandrer i hvidt ; Nattestjerner drikker rummet ud og bliver væk for himlen ; Noget vokser sammen i kulde under det blege rum ; Og vi skal skilles for at dyrke billedet fanget ; Sendt ud mellem bladene, vandrende langs søer ; Skulle sangen nå dig som en anden er det kun fordi ; Som de to fremmede begynder deres møde på en blød blød baggrund ; Som en sætning der langsomt rejser sig med skuldrene først ; Som et stort nyt øje skal verden sitre når du trækker vejret ; Spørger ven under solen ; Sådan synger de lykkelige bag solens ar ; Tager fat om hjertet og presser til, folder kronen ud ; Udad og ned. Nedad og ud. Til sidste ark ; Vi kan aldrig være alene. Når de sætter ild til verdenskroppen ; Åbninger under skyerne. Nogle tager deres jakker og går   Vis mere Vis mindre