Det der bliver tilbage i Iben Claces' debutsamling er en række korte, koncentrerede digte, der i fem små suiter kaster et erindringens lys tilbage over barndom og ungdom. I bogens første digtslåes temaet an, hvor "erindringen læner sig dumdristigt ud over gelænderet" til den sammenstyrtende trappe i barndommens hus, og digtene bliver da den nye trappe der 'sætning for sætning'forbinder jeget med fortiden. Ved hjælp af en fin sans for rytme og billeder skriver digtene sig tæt ind på barnets oplevelsesverden, der nok er fyldt med undren og fryd, men også med en næstennavnløs angst for natten og mørket. Herfra bevæger samlingen sig i de sidste to afsnit op gennem tiden til ungdommens møde med den anden, der nok har karakter af forvandling og brud, men ogsåopleves som gentagelse og kontinuitet: "Der går nogen / i sporene efter os. / Der går nogen / og ligner os på gangen / Det ser ud som vores forældre / Det forestiller vores børn." Trods det atsamlingen er lille af omfang imponererdendesto mere i kraft af sit sikre greb om sproget, der udnyttes nuanceret og effektfuldt. Her er en af de stemmer i Wernes unge lyrik som man bør væreopmærksom på.