Krarup forsvarer familien ved at svinge svøben over den bedrevidende, formynderiske »behandlerklasse« af adfærdseksperter, som vil »supplere« hjemmets børneopdragelse, sociale funktion etc.Tekster og udtalelser af Jesper Jensen, Heinild, Agnete Engberg m. fl. får det glatte lag. Anledningen er den pr. oktober 1976 nedsatte Børnekommission, hvorfra Krarup frygter fuldbyrdelsen af detideologiske, adfærdsvidenskabelige og politiske anslag, som længe har været i gang mod familien, ovenikøbet fra begge sider af den politiske midte. For Søren Krarup er familien et skabergivetskæbnefællesskab, hvis overlevelsesmuligheder i vor nuværende samfundstype han således ikke behøver at bekymre sig om, og det interesserer ham tilsyneladende heller ikke, hvad der skal ske med detabere som familiefællesskabet evt. ikke evner at hjælpe. Om disse mennesker skal sejle deres egen sø, får man ikke svar på gennem præstens revsende ironi mod behandlersamfundet, som ikke vil lademenneskene selv tage deresansvar på sig. En veloplagt debatbog til eftertanke for Krarups mange fjender og venner.