De to forfattere har med basis dels i professionel viden og dels i egne praktiske erfaringer skrevet en vellykket bog om ledelse, meget målrettet mod folk i en bestemt type organisationer: den lille eller store bestyrelse/organisation/menighedsråd inden for kristne bevægelser - de vil "udruste de hellige til tjeneste og opbygge dem til at nå målet". Bogen har bevidst og synligt basis i Bibelens tekst og kristen etik. Den gennemgår ledelsesteorier som målstyring med udgangspunkt i den kristne leders særlige vilkår og særpræg, at arbejde med en vision, teamsamarbejde, kommunikation, at håndtere kritik, mødekultur, personaleledelse, situationsbestemt og værdibaseret ledelse, rekruttering, fornyelse - alt med basis i "mesterlæren fra Jesus" - billedet på den gode hyrde. Bogen er et letforståeligt, meget pædagogisk og praktisk værktøj på bibelsk fundament for et stort antal mennesker, frivillige eller ansatte, i store og små kristne grupper.