"Ligesom titlen lægger fortid, nutid og fremtid sammen, er Kent til at genkende, som Kent var engang, og som de nu vil blive stående fremover. Et band af sikre melodimagere, der kender deres virkemidler ... Joakim Berg indtager atter rollen som rockpoeten, der både gransker sit eksistentielle tomrum (...) og tager temperaturen på samtidens Sverige ... Alligevel er der for mange bløde mavelandinger mellem Coldplay-manerer i koret og dramarock i pulsen fra Depeche Mode. Der er mange tricks, men for lidt gnist ... Hele den nærmest demonstrative iscenesættelse kvæler alle tilløb til at skabe et sidste episk og rørende album. Et album, der kunne efterlade folk med savn og ærgrelse over, at det her er definitivt sidste udkald. I stedet lyder Kent som et band, der ser sig selv i spejlet for at mindes de gode gamle dage og så går ud på scenen for sidste gang".