Panduro udgav i 1975 sin sidste roman Høfeber, der både var en af hans bedste og samtidig indvarslede en fornyelse i forfatterskabet. Han forsøgte her at kombinere sin samfundskritiskeholdning med en grotesk humor og en medmenneskelig forståelse, hvor den desperate undertone er fuldstændig under kontrol. Han er måske den danske forfatter, der er mest i slægt med Beckett. Høfeberblev en succes, og Panduro gik i gang med en fortsættelse om denne skøre dommer Herzberg fra Hillerød, som alle troede, var død. Her i dette fragment, det længste blandt tre, som er udgivet med etforord af hans gode ven, kritikeren John Chr. Jørgensen, er dommeren ikke blot i live, men har aldrig befundet sig bedre. Han bor på sin egen ødegård i Sverige med en luder fra Istedgade og finderud af ting, som han aldrig før har fundet ud af. Det blev desværre kun et fragment, men der er tegn på, at det kunne være blevet til en stor roman. Der er situationskomik, som kun Panduro kunneskrive, galskab oglivsvisdom foruden svage punkter, som han givet ville have rettet.