Der er udkommet omkring 30 titler på dansk af McBain om livet på Station 87, og jeg skal love for, at rutinen har sat ind. Steve Carella og co optræder her som rene pap-figurer stort set uden forsonende tre-dimensionelle træk, politimiljøet er kørt ud på et sidespor til fordel for et helt kulisseagtigt teatermiljø og et teaterstykke, der står centralt i handlingen, citeres i aldeles ligegyldige uddrag adskillige gange. Alt dette havde måske ikke være så galt, hvis intrigen ikke havde været præget af samme rutine. Den gamle historie om skuespillerjalousi på grund af rollefordelingen i stykket køres endnu en gang igennem, og der er ingen skæve vinkler eller anderledes drejninger undervejs. Læg hertil at sproget er gebrækkeligt og fyldt med klicheer, som de foldede sig ud i genren for cirka 40 år siden: skydere, strissere, trusselsbreve, moustacher, formodninger og øjensynligheder dænges oveni hinanden. Det skal være en meget lad ferie, der kunne gøre bogen her underholdende.