Otte noveller af danske forfattere med danmarkshistorien som omdrejningspunkt. Tidsmæssigt spænder de fra 1180 og bondeoprøret i Skåne til befrielsesdagene i 1945. I nogle af novellerne optræder historiske personer, i andre er det fiktive figurer, som er tilskuere til en historisk begivenhed, som f.eks. i Martin Jensens bidrag, hvor det er en ung bondepige, som gennem mødet med Niels Ebbesens mænd, får fortalt om drabet på den kullede greve på en mere hverdagsagtig måde. I flere af novellerne ligger synsvinklen og sympatien hos folket; de undertrykte bønder, som altid betaler prisen, når stormændene er i krig. Men i Gerd Rindels mere psykologiske portræt af den gale kong Christian den syvende beskrives han i lige så høj grad som offer som småfolkene i de andre noveller. Også Maria Helleberg bevæger sig i samfundets øvre lag med den velskrevne og tankevækkende historie om Julie Schimmelmann, som tidligt opdager slaveriets mange former. Disse to noveller og den levende og spændende "Sjette maj" er efter min mening de bedste historier i en samling, som nok ikke vil få mange frivillige udlån, men derimod vil kunne bruges i historieundervisningen fra 12 år. Hver novelle afsluttes med historiske facts. Fine s/h illustrationer og pæn forside.