Maja og Tilde, som vi kender fra Tusmørkebørn, er nu blevet to år ældre, nemlig ni og syv år. Krigen er slut, og Tilde begynder i skolen. Hun må lære at begå sig der og lære, hvornår man måsige hvad, og hvornår man skal tie. Hun klarer tilpasningen godt, er uimponeret, robust og selvstændig. Maja, derimod, er stadig følsom og tager sig mange uretfærdigheder nær. En tysk dreng bliverholdt udenfor i klassen, det gør ondt i hjertet, men mest ondt gør det dog, at hun ikke selv tør gøre noget ved det, og de voksnes magtesløshed går også op for hende. Drengen skriver første vers af"Jeg ved en dejlig have" i Majas poesibog - og herfra stammer også titlen. Man kan undre sig over, hvad familien lever af, idet moderen er hjemmegående og faderen sidder i soveværelset og opfinderuden større held, men alt i alt er bogen en meget fin, realistisk og følsom skildring af miljøet i efterkrigstiden, alt sammen set gennem de to pigers øjne. Det er en dejlig oplæsningsbog, og børnmellem seks og tiår vil glæde sig til denne fortsættelse. Forfatterens egne gode tegninger illustrerer glimrende hele bogen, og omslaget er smukt og indbydende, visende de to ludo-spillende pigerpå en baggrund af roser.