Forfatteren skildrer i en slags dagbog et langvarigt hospitalsophold. Hun er indlagt på Kommunehospitalet til observation for gigtfeber eller leddegigt, men lægerne gør kun ringe fremskridtmed diagnosen, og opholdet trækker ud. Patienten har feber og smerter, og håbløsheden breder sig. Der er lyspunkter blandt personalet, men ellers er hospitalsrutinen trist. De fleste patienter ergamle og bruger hospitalet som venteafdeling, men mange dør, før de kan ekspederes videre til plejehjemmet. En del af teksten er arrangeret i strofer, uden at jeg dog af den grund vil kalde detpoesi. I øvrigt rummer den refleksioner over liv og død og tilværelsens trivialiteter. Dagbogen har sikkert i høj grad hjulpet patienten til at udholde dette triste hospitalsophold, og kan evt.bruges som grundlag for en drøftelse af hospitalsmiljø i studiekredse o.lign., men til en større udbredelse er teksten efter min mening for privat og rummer for lidt perspektiv.