Bogen handler om, at man skal leve livet i overensstemmelse med sin egen intuition. Hvad der er rigtigt for dig, ved du inderst inde godt selv. Hvad er det så, man skal gøre? Jo, f.eks. udskifte sine potteplanter og male hjemmet i en anden farve, den man fornemmer, man svinger med. Gemme hadegaverne, man har modtaget gennem årene, væk i et skab, så man ikke skal gå og glo på dem. Spise den mad, der er i overensstemmelse med en selv. Åbne op for energierne. Mærke efter, hvordan man har det med dem. Sådan! Så får man et godt og rigt liv. Egentlig siges der meget fornuftig i denne bog, men ærligt talt: der er for mange banaliteter og for langt mellem snapsene. Der tales tydeligvis til (midaldrende?) kvinder. Forsiden er cyklamenfarver, med én af Krøyers kvinder ved Skagen Strand i nærbillede i et kvadrat midt på siden. Således synes emballagen også henvendt til kvinder. Af lignende litteratur findes fx Griscom, Chris: Feminin energi, 1992 og Gawain, Shakti: Livet i lyset, 1988. Sammenlignet med dem er denne bog lettere tilgængelig, mere dansk og jordnær, men desværre også tyndere.