Mysteriet om den hvide puddel

Dette 10. bind i serien: Mysteriet om... starter da Pip, Larry, Bets og Daisy på stationen venter på, at deres detektivklubs leder, Tykke skal komme hjem fra juleferie. Tykkes hund, skottenBuster er også med på stationen og viser interesse for en hvid puddel, der skal i pleje hos et underligt ægtepar. Det mystiske er, at pudlens rigtige 'mor og far' forsvinder sammen med et kostbart,stjålet maleri. I løbet af 23. kap. lykkes det Tykke og de øvrige i alderen ca. 10-14, at opklare sagen, samtidig med at de forsøger at gøre 'deres fjende nr. 1': den lokale betjent, til grin.Handlingen er langsomt skridende og kedelig. Som underholdning er den tynd og krampagtig, og mange af hændelserne er direkte usandsynlige. Sproget er omstændeligt og gammeldags, og det virkerfjollet, at nogle engelske navne oversættes og andre ikke. Personskildringer er der ikke noget af. Besynderligt er det, at Tykke overhovedet ikke er tyk, men er en sportstrænet ungersvend. Alt ialt er der intet, derindikerer anvendelsesmuligheder i skolebiblioteket. Bogen kan læses fra ca. 4.kl., og ganske uafhængig af de foregående 9 bind.

Read the full assessment

Hver gang Enid Blyton serverer en bog for sine læsere, kender man produktet indpakning, indholdets form og smagen. Det er gammel te i endnu ældre skårede kopper - og det er ikke min kop te.Tiden er forlængst løbet fra bøgernes stil, og en nyudgivelse af serien kan kun undre. Det er et forældet kønsrollemønster, gammel miljøbeskrivelse, et tyndbenet letgennemskueligt plot, enskematisk personbeskrivelse og en alt for ofte set rollefordeling børnene indbyrdes og mellem børn/politi/skurke. Af de 5 børn er der kun lederen Tykke, som fremtræder levende, resten erskyggepersoner. Tykke opklarer med bistand fra sin hund og sine kumpaner et svindelnummer med et forsvundet maleri stjålet fra en naboejendom af nogle ikke for smarte skurke. Den mystiskepuddelhund fra bogens titel er skurkenes og er den egentlige grund til afsløringen. Rendyrket trivi, som der også skal være plads til, men gerne frisklavet og i en mere moderne form, selvom der pr.tradition er læsere til Blytons bøger.

Read the full assessment

Mysteriet om den hvide puddel er den hidtil svageste af Mysterie-bøgerne. Mysteriet selv er andenhånds, børnene har ikke rigtig noget at gå efter andet end et par løse formodninger og lidt tilfældigt avisskriveri om de forsvundne malerityve. Og det spil mellem børnedetektiverne og den dumme landsbybetjent, Goon, som plejer at være seriens virkelige glansnummer, er ikke andet end en bleg afskygning af sig selv. Faktisk sker der ikke rigtig noget før hen mod slutningen. Heller ikke den charme, der plejer at være i serien, er der meget tilbage af. Hvis man ikke er bange for et hul i talrækken, kan man godt springe tolveren over.

Read the full assessment

Atter roder de fem børn med Tykke som initiativtager sig ind i et mysterium, denne gang om et forsvundet maleri. Både det lokale politi i politibetjent Goon's skikkelse og forbryderne bærer sig ualmindeligt klodset ad, så det lykkes til sidst at opklare mysteriet og skaffe det kostbare maleri til veje. Intrigen klarer sig igennem med små sving til siderne, alt ialt et hæderligt afsnit af serien.

Read the full assessment