Den måtte jo komme, serien om regioner i Europa, og på rette tidspunkt denne bog om Øresundsregionen. I indledningen sammenfattes, hvad der er af historiske, politiske og etnografiske fællestræk for områder, der markerer sig i forhold til nationalstaten. Om tilblivelsen af Øresundsregionen i sidste del af bogen konkluderes, at den hverken er en administrativ, homogen eller funktionel region, men skabes på en vision om udvikling, baseret på nye begreber som kundskabsregion og vækstregion. Bogen i øvrigt tager afsæt i den fælles historie for landsdelene på begge sider af Øresund og følger op med nordiske bevægelser og den senere udvikling, samt en statusdel med beskrivelse af amter, län, byer og erhverv. Den tospaltede tekst følges side for side af farvefotos, kort, tabeller, diagrammer og kurver, der illustrerer og klarlægger det fremførte. Sprogligt og informativt peger bogen på folkeskolens ældste klasser og andre interesserede med en vis forforståelse. Med indeks, register, indhold anvendelig til opslag, projektarbejde og emnestudie. En god og saglig, højst aktuel bog i en gedigen og nobel udførelse.