"Indimellem vækker albummets 13 sange faktisk minder om MGMT og deres fandenivoldske ungdomshymner. Især fordi Bodebrixen ligesom deres amerikanske kolleger ufortrødent insisterer på den pompøse, berusende popsang som den eneste farbare vej hen imod udfrielsen. Bevares, der er da svipsere undervejs, men overordnet set er dette et på mange måder veleksekveret popalbum, som lifligt kærtegner øregangene helt uden at forfalde til det ligegyldige".