"Albummets 11 sange er, på trods af at de egentlig bør rubriceres som pop af en eller anden form, ikke umiddelbart fængende. Det tager nogle gennemlytninger, før albummet åbner sig, men så vokser disse tidløse popsange sig også større og større, hvilket ikke bare skyldes, at Webb og Gibbons har skrevet nogle virkelig gode sange, men også, at de har formået at få fat i nogle kongeniale musikere, bl.a. fra Talk Talk og Portishead, der virkelig har forstået, hvilken ramme disse sange skal have. Derudover har det bestemt ikke skadet, at rekruttere Phil Brown, der også mixede Spirit of Eden, og arrangøren Nick Ingham, der tidligere har vist sit værd i samarbejde med både Portishead og Radiohead".