Det er i undertitlen, at man skal opdage, at denne opslagsbog om det alternative har en kritisk indgang til emnet. Bogen er skrevet af et forfatterkollegium, hvoraf de fleste i andre sammenhænge har medvirket til at kaste et tiltrængt kritisk blik på alternativ helbredelse, tro, ernæring mm. Forfatternes ambition om at give det alternative et videnskabeligt modspil lykkes kun til dels, fordi det netop er et område, videnskaben ikke har ofret megen seriøs opmærksomhed. Desuden har de fleste af bidragyderne ingen videnskabelig baggrund eller har drevet selvstændig forskning på området. Da man har valgt den leksikale form, er de fleste opslag så kortfattede, at det enkelte emne blot præsenteres som et kuriosum eller direkte latterliggøres. Bedst virker kritikken i de store opslag om f.eks. astrologi, hvor der gives plads til en ordentlig argumentation. I disse tider, hvor Åndernes magt er over os, kan det være sundt at blive mindet om de mange bedragere, der har optrådt på den scene, men at afvise al clairvoyance, fordi de clairvoyante ikke er i stand til at stryge hele gevinsten på casino, er ikke værdig modstand. Da bogen ikke søger dialog, er den bedst til at skærpe den inkarnerede antialternativists synspunkter.