Den myreflittige Rifbjerg har allerede nu en ny bog parat, hans anden novellesamling, som har fået den meget dækkende titel Rejsende: alle novellerne handler om rejser, rejser ind i sindet og ud i verden. Som altid hos Rifbjerg kan man glæde sig over hans eminente øre for sproget og hans evne til overraskende, træfsikre formuleringer. Et par af fortællingerne er rene ekvilibristnumre, tindrende morsomme bagateller; i andre er en mere desillusioneret tone, som man ikke tidligere har truffet så udtalt hos Rifbjerg, fremherskende. Nogen egentlig fornyelse i det efterhånden ret traditionelle forfatterskab vil man dog lede forgæves efter. Rejsende kan ikke måle sig med den første novellesamling, og sammenlignet med Rifbjergs jævnaldrende, Gustava Brandts prosadebut Stof fra 1968 efterlader den unægteligt et lidt fladt indtryk. Både de sidste to romaner med deres træden vande i fortid og forbilleder og denne novellesamling virker, som om de i højere grad var skrevet på en lidtudvendig rutine end på hans uomtvistelige talent.