Undertitlen på Henrik Bjelkes nye samling af fortællinger knytter forbindelsen bagud i forfatterskabet til Nattens Budapest og andre topografier fra 1989. Hos HB betyder ' topografi ' også hernoget langt mere omfattende end blot stedsbeskri velse. Handlingen i bogens syv fortællinger er henlagt til bl .a. Tibet, Argentina og Dublin, men i lige så høj grad er der tale om rejser indad ognedad mod de hvide pletter på det mentale landkort. For novellernes hovedpersoner er rejsen også en drøm om at finde sig selv og bryde igennem til det ukendte/andet, der ofte er ensbetydende medoverskridelse af normer og tabuer. Med stor psykologisk indsigt skræller forfatteren alle ydre lag af og trænger ind i kærnen af den mandlige identitet - eller snarere manglen på samme - formet somden er i barndommen af mangel på følelser og svigtende identifikationsmuligheder. HB benytter sig i mange tilfælde af rammefortællingen og dens raffinerede leg med virkelighedsplaner ogsynsvinkler. Grænserne mellemsandhed og illusion er flydende, fordi "alting er en rejse i en eller anden fiktion", som det hedder et sted. Bruger man realisme som målestok kan novellerne forekommemanierede og konstruerede, men læst på egne præmisser i deres kompromisløse forening af lidenskab og kunstnerisk stilisering er de suverænt og overbevisende skruet sammen.