Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger


Beskrivelse


Billedbog. Sofies og Jonas' mor har kræft og skal dø. Efter begravelsen er de kede af det, men det hjælper at mor nu er en engel, der våger over dem. Og så er der de gode minder.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. juni 2003

af

af

Vibeke Munch Kofoed

d. 4. juni 2003

En billedbog som meget fint tager hånd om et vanskelige emne - at miste sin mor. Bogen, der bl.a. er skrevet af en døende mor, er holdt i en nøgtern og enkel stil og beskriver med stor åbenhed processen fra moren er syg af kræft, til den første svære tid efter hendes død. Den tager udgangspunkt i børnenes (4 og 9 år) tanker og følelser og er skrevet som en forberedelse og trøst i forbindelse med morens sygdom og død. De får at vide at hun bliver til en engel der holder øje med dem i himlen. Vi følger børnene i tiden efter begravelsen, den første jul, hvor der er gaver fra moren og besøgene på kirkegården. Bogen skjuler ikke at børnene tit er kede af det, men der er også en grundtone af optimisme: Der er de gode minder, og børnene fornemmer at moren våger over dem bl.a. i deres drømme. I efterskriftet fortæller en konsulent fra Kræftens Bekæmpelse om det vigtige i at inddrage børnene i forløbet og at være åben også om de ømtålelige spørgsmål. Her er bogen en meget fin håndsrækning til de familier som står i situationen eller når emnet død og sorg tages op i institution eller skole. Billederne er tegnet i en enkel, primitiv streg med kraftige, velafstemte farver som understreger bogens emne og tone. En vigtig bog til formidling fra ca. 4 til 9 år.