Film / fiktion

Rome


Beskrivelse


Rom år 52 f.Kr. Rom er verdens største og rigeste by, men der er konstant konflikter mellem folket og adelen. Gnaeus Pompejus Magnus og Gajus Julius Caesar kæmper om magten, og de menige soldater Lucius Vorenus og Titus Pullo har loyaliteten mod Rom fælles.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. mar. 2011

af

af

Frans Rasmussen

d. 29. mar. 2011

Et stort, episk drama, der formår at gøre historiefortælling levende, nærværende og spændende for et moderne publikum. Fra 15 år.

Serien starter i Rom år 52 f.Kr. Der blusser konflikter op mellem folket, præsteskabet og adelen. Magten deles mellem de gamle venner Gnæus Pompejus Magnus og Cæsar. Mens Pompejus har opretholdt freden i Rom har Cæsar bekriget Gallien, er blevet rig og populær og står på trods af at han er adelig på folkets side. Magtspillet mellem de to er kernen i historien, der dog for alvor bliver levende gennem skildringen af almindelige soldaters liv, først og fremmest Lucius Vorenus og Titus Pullo.

Roms historie med de magtfulde figurer i centrum er blevet levendegjort i utallige film, bl.a. stort opsatte Hollywood-film samt i tv-serier som Jeg, Claudius, Empire og Romerriget - et imperiums storhed og fald. Denne legendariske HBO tv-produktion hæver sig over dem alle på grund af autenciteten. Det er ikke en glamourøs udgave af Rom, vi ser. Her er beskidt og forskellen mellem rig og fattig træder tydeligt frem. Kampe vises tæt på, realistiske og blodige, i modsætning til de fleste film om perioden.

På trods af seriens længde og det enorme stof er historien overskuelig og medrivende, ikke mindst fordi dramaet understøttes af personhistorie. Den har ikke storslåede scener med tusinder af medvirkende, men udnytter tv-mediets styrke til mere intime scener. Det er en klassiker, der på en enestående måde balancerer mellem de historiske personer og de nære personhistorier.