Playstation. Med dette spil er der godt nyt til alle James Bond-fans - og andre som bare holder af et godt action-spil. Som titlen antyder har filmen af samme navn været inspirationskilde til dette spil, men de, som forventer en nøjagtig lighed mellem filmens drejebog og spillet, vil blive skuffede. Det er der nu ingen grund til, for der er en rigtig god James Bond-stemning over spillet, ikke mindst i de indlagte mellemsekvenser som har meget høj kvalitet, men også i den gode voice-over og den velkendte musik. Spillet er grundlæggende et shooter-spil, men der er også indlagt andre elementer i spillet, idet man undervejs blandt andet skal stå på ski, race afsted i den velkendte specialdesignede BMW og skyde de slemme fyre fra cockpittet af et kamp-fly. Disse spil elementer er indlagt som mini-spil med særlige funktioner. Fx skal Bond under skituren sætte de andre skiløbere ud af spillet med sin sylespidse skistav. Som sædvanlig har Q forsynet Bond med alskens sprængfarlige elektroniske dimsedutter, som kommer ham til hjælp undervejs i spillet. Brugerinterfacet er godt lavet, dog kræver det lidt tålmodighed at vænne sig til spillets kontroller, men efter en times spil sidder de i fingrene. Generelt har spillet en udmærket grafik på samme kvalitetsniveau som fx Tomb Raider og lydsiden er også i orden. Den eneste større svaghed er fraværet af en multiplayer-mulighed, som ellers kunne have givet dette gode spil en ekstra dimension. Spillet kan varmt anbefales til alle bibliotekstyper og det kan spilles børn fra 10 år og voksne. Sprog: engelsk.