Nintendo DS. 101 in 1 megamix sports er fra 2010 og som navnet antyder, så er det en samling af 101 forskellige simple sportsspil i et væld af sportsgrene. PEGI: 3 og da flere af spillene er ret simple kan det spilles fra 7 år. Nogle af minispillene er markant sværere, men de kan oftest springes over. På engelsk.
Rodeo, volleyball, dart, polo, rugby, boksning og air hockey er få eksempler og der er stor variation i de fleste af minispillene, men med så mange forskellige er der også gentagelser. Hver gang du spiller en sportsgren tjener du point, der så kan bruges til at åbne op for nye sportsgrene. Da det også bliver dyrere at åbne op for nyt, kræver det at man spiller nogle af minispillene mange gange. Grafikken er meget tegneserieagtig og udmærket, men lydsiden er ringe. Det værste ved spillet er dog styringen som gør nogle af minispillene uspillelige og generelt irriterende i de fleste. Den er upræcis og kluntet. Styringen er en blanding af tastetryk og tryk på skærmen men fx skal der skiftevis trykkes på to af piletasterne på tastaturet, for at få en hest til at løbe samtidig med at der skal trykkes på skærmen for at få hesten til at hoppe, udover at være meget svært så risikerer man nemt at tabe DS'en.
Mario & Sonic at the Olympic winter games er også tilbudt til bibliotekerne og er ligeledes en samling af forskellige minispil indenfor forskellige sportsgrene men det er mere vellykket.
Et spil med mange timers underholdning, der ødelægges af den dårlige styring. Flere af minispillene er uspillelige på grund af styringen og det smitter af på hele spillet.