På øen Sørøya i Nordnorge sker to voldsomme forbrydelser samtidig. Efterforskningsvikar Gry Isaksen og resten af politistyrken skal opklare, om ofrene på nogen måde er forbundne, eller om der er tale om flere gerningsmænd. For læsere af traditionelle dvælende "whodunit" krimier.
En ung kvinde findes mishandlet og voldtaget på den norske ø Sørøya nord for polarcirklen, og umiddelbart efter findes også en polsk arbejder ligeledes sexmisbrugt og næsten tævet til døde. Det lokale politi får hjælp fra fastlandet i eftersøgningen af en eller flere gerningsmænd, for er der mon tale om en hævnforbrydelse eller to uafhængige overfald? Kriminalbetjent Gry Isaksen fra Oslo arbejder, af personlige grunde, på den barske ø som vikar og fører an i opklaringsarbejdet. "Akilleshæl" er forfatterens krimidebut.
Det lavmælte plot, der afsløres stille og roligt, er velskrevet med en fin underholdningsværdi. Det er absolut ikke en hæsblæsende og neglebidende krimi, for fokus er på de jævne øboere og deres indbyrdes forhold. Efterforskernes karakterer er lidt unuancerede og deres indbyrdes samtaler er præget af gentagelser. Som læser sidder man tilbage med en nysgerrighed på fx Gry Isaksens personlige relationer og livsvalg og med endnu mere appetit på miljøbeskrivelser af den barske natur på Sørøya.
Bogen er ikke på samme niveau, men kan dog relateres til Maria Adolfssons krimiserie "Doggerland", der også har en kvindelig efterforsker i et tæt ø-samfund.