Ligestillingen har, ifølge forfatteren, ført til to fortællinger om køn: Når kvinder har et problem, er det aldrig kvinders skyld, og kvinder skal ikke ændre adfærd for at løse det. Og når mænd har et problem, er det altid mænds skyld, og mænd skal ændre adfærd for at løse det. For læsere af bøger om ligestilling.
Bogen belyser mange aspekter af livet, hvor mænd klarer sig dårligt (uddannelse, hjemløshed, ensomhed, ufrivillig barnløshed, sundhed, tidligere død m.m.) ud fra tesen om, at det er svært at gøre noget ved, når der hersker de to fortællinger om køn. Forfatteren er ikke-feminist, og han påpeger, at kvinder bliver favoriseret i mange sammenhænge, og hvis kvinder ikke kan opnå noget, må systemet ændres, hvorimod mænd med problemer selv skal ændre sig, for det er deres egen skyld. Bogen kommer med et væld af empiri, fakta og eksempler. Bogen indeholder litteraturliste og noter.
Virkelig interessant bog i ligestillingsdebatten. Den er velskrevet, og man fornemmer, at det er hjerteblod for forfatteren. De mange eksempler er tankevækkende. Bogen er som mange andre bøger inden for ligestilling noget polariseret, fx når forfatteren skriver om "den feministiske kirke", men når man læser hele bogen, fremstår den mere nuanceret.
Bogen omhandler mange af de samme emner som "Vi vil have vores fair andel!".