"På bandets fjerde udspil er der (...) skruet noget op for de musikalske haner med en mere brusende lyd, som det tydeligt høres i titelsangen, hvor bandets karakteristiske fragmenterede guitarlyd får et godt skud keyboardflader, som i det hele taget er gennemgående på albummet ... Der anes også mere vildskab og desperation i sangene, hvor Michel Belli er ordrig i sine fabulerende fortællinger".