Bogen henvender sig til skolens overbygning (12-15 år). Den er et genoptryk af en tidligere udgave. Der er ikke nogle afgørende forskelle på denne og den forgående. Fagbogen giver en bred indsigt i Amishfolkets tro og liv. De er en gruppe mennesker, der lever i USA. Selvom der blot findes 200.000 medlemmer, er det på mange måder en bemærkelsesværdig religiøs retning. De lever strengt efter deres fortolkning af Bibelen, og deres levevis har ikke ændret sig meget de sidste 300 år. Den er præget af forfølgelserne i Europa og en afvisning af det moderne samfund, der omgiver dem. Ganske interessant er det, at sekten tillader deres unge at eksperimentere med det moderne samfunds velsignelser. I det hele taget er der ikke den skingre tone over dem, som der ellers ofte er ved religiøs fundamentalisme. Teksten er interessant og letlæst, men bogens sort/hvide layout er nøjsomt som Amishfolkets levevis og vil næppe have den store appel til børnene. Der er en del spændende muligheder med bogen: børnene kan sammenligne med andre sekter og religioner, de kan arbejde med vilkårene for mennesker, der er anderledes, og der er rig mulighed for at holde Amishfolkets værdier op mod deres egne. En god tekst til projektarbejde og samfundsfag.