Xbox 360. Afveksling er godt, navnlig i spilverdenen. Det er derfor en glæde at se et helikopterspil ude til konsollerne som alternativ til de mere typiske flyspil. Apache air assault (AAA) er udviklet af Gajin Entertainment som har stor erfaring med flysimulatorer. Pegi er 16 og den er passende spillets sværhedsgrad taget i betragtning. Sproget er engelsk.
Ingen tvivl om at AAA er et simulationsspil og således er det absolut ikke let at spille. Erfaring i genren er et must da man ellers meget hurtigt får kam til sit hår med frustration til følge. En arkadepræget styring findes også men man føler her at magten bliver taget fra en og overladt for meget til computeren. Her findes 16 missioner i krigsregi så vi får lejlighed til udføre både bombetogter og komme på rekognosceringsopgaver i bl.a Afrika og Mellemøsten. Lyd og grafik tilstræber virkeligheden men er ikke altid lige heldigt udført. En korporativ online mode hvor en spiller styrer mens en anden kontrollerer kanonen er ret velfungerende, og de licenserede helikoptere fra Boeing bidrager yderligere til realismen.
IL-2 Sturmovik - birds of prey af samme udvikler minder en del om AAA, men fokuserer dog på fly i stedet.
Spillet er en enlig svale blandt konsollernes flysimulationer, og et spil der har fokus på helikoptere skal naturligvis overvejes. Sværhedsgraden er dog for uligevægtig og den trækker enten for mange tænder ud eller begrænser spillerens initiativ. Synd og skam når man har så meget arbejde i at skabe en ellers velfungerende og realistisk titel.