Unapologetic
Rihanna
Hent dine bestillinger på dit foretrukne bibliotek
Sammensæt din søgning
Afgræns yderligere
Musik / r&b
Musik (cd), ℗2013
Unapologetic
Rihanna
Sweetener
Ariana Grande
Verden ka' vente
Rasmus Seebach
More summer 2016 : sommerens største hits
The 20/20 experience - 2 of 2
Justin Timberlake
Cartoon Network Kidz hits! nummer 17
Motion
Calvin Harris
Lukas Graham blue album
Lukas Graham
Svenstrup & Vendelboe
Svenstrup & Vendelboe
The origin of love
Mika
d. 14. nov. 2013
af
af
Thomas Tiedje
d. 14. nov. 2013
Kampen om poptronen er hård i disse år. Forrest ligger Rihanna, Katy Perry, Miley Cyrus og Lady Gaga, og strategien er forskellig. På sit fjerde album prøver Lady Gaga således at skabe en kunstnerisk overbygning til sin popmusik, hvor artpop skal forstås som et popmusikalsk svar på 60'ernes popart. Pop, omend ikke som den rene kunst, men som symbol og som refleksion over den moderne verden. Umiddelbart virker det dog som en gimmick, for rent musikalsk er der ikke meget nyt under solen hos Lady Gaga. Det er stadig standardiseret elektropop som vi har hørt fra et dusin andre kunstnere, fra Kylie Minogue til Britney Spears. Det mest artpoppede på "ARTPOP" er faktisk coveret, signeret Jeff Koons.
d. 11. nov. 2013
af
af
Michael Jose Gonzalez
d. 11. nov. 2013
"I det store hele er Artpop et charmerende og helstøbt genresammensurium, hvor r'n'b, rock, elektronika, sågar disko og selvfølgelig pop med stort "P" røres sammen i en sydende og dansabel heksekeddel, der bobler over af slidstærke hooks og Gagas egen struttende stemmepragt. Absolut mere vellykket end forgængeren, men om det er nok til at erobre positionen som popdronning tilbage fra tronranere som Rihanna, Katy Perry og Miley Cyrus, vil tiden vise".
d. 11. nov. 2013
af
af
Michael Jose Gonzalez
d. 11. nov. 2013
"I det store hele er Artpop et charmerende og helstøbt genresammensurium, hvor r'n'b, rock, elektronika, sågar disko og selvfølgelig pop med stort "P" røres sammen i en sydende og dansabel heksekeddel, der bobler over af slidstærke hooks og Gagas egen struttende stemmepragt. Absolut mere vellykket end forgængeren, men om det er nok til at erobre positionen som popdronning tilbage fra tronranere som Rihanna, Katy Perry og Miley Cyrus, vil tiden vise".
d. 8. nov. 2013
af
af
Peter Schollert
d. 8. nov. 2013
"Albummets aktuelle single, "Do What U Want", forener synthpop og R&B. Sangen er hæderlig, men den har på ingen måde Gagas særpræg. Det kunne være Mariah Carey eller Christina Aguilera. Titelnummeret er imødekommende, men det bliver også lidt lige meget, når Gaga lyder som skiftevis Madonna og den britiske sangerinde Sophie Ellis-Bextor, der genkendes på et lidt aristokratisk tonefald i sangforedraget.Engang var Lady Gaga noget nyt og specielt. Nu virker det, som om hun spæner efter alle mulige andre".
d. 11. nov. 2013
af
af
Pernille Jensen
d. 11. nov. 2013
"Lady Gaga er en popstjerne ud over det sædvanlige. Det rykker hendes tredje studiealbum, 'Artpop', ikke ved. Men det er stadig en skæmmet popplade, for Lady'en har svært ved at skille skidt fra kanel i sin egen musik, og det gør hende unødigt svag som albumartist".
d. 8. nov. 2013
af
af
Niels Pedersen
d. 8. nov. 2013
"Det er en okay pop-plade, men den tynges af, at Gaga konstant taler og synger om, hvad hun står for".
d. 10. nov. 2013
af
af
Jeppe Krogsgaard Christensen
d. 10. nov. 2013
"Produktionerne omkring sanglinjerne er oftest godt oppe i tempo, og eneste ballade blandt de 15 numre er den udmærkede, pianoblå »Dope«, hvor Lady Gaga viser, hvorfor hun er at foretrække frem for den åndsbeslægtede Madonna: Hendes stemme er langt mere nuanceret og veksler umærkeligt mellem det følsomme og kraftfulde, mellem popparodi og rockparodi, og det er også dét, der gør hendes numre distinkte midt i tidens tsunami af pop. Albummet kunne dog have stået endnu stærkere, hvis det havde været knap så langt. 60 minutter er mindst 15 for mange, og det er måske bagsiden af den ellers fascinerende og ofte morsomme megalomani, Lady Gaga flirter med".
d. 8. nov. 2013
af
af
Niels Pedersen
d. 8. nov. 2013
"Det er en okay pop-plade, men den tynges af, at Gaga konstant taler og synger om, hvad hun står for".
d. 8. nov. 2013
af
af
Peter Schollert
d. 8. nov. 2013
"Albummets aktuelle single, "Do What U Want", forener synthpop og R&B. Sangen er hæderlig, men den har på ingen måde Gagas særpræg. Det kunne være Mariah Carey eller Christina Aguilera. Titelnummeret er imødekommende, men det bliver også lidt lige meget, når Gaga lyder som skiftevis Madonna og den britiske sangerinde Sophie Ellis-Bextor, der genkendes på et lidt aristokratisk tonefald i sangforedraget.Engang var Lady Gaga noget nyt og specielt. Nu virker det, som om hun spæner efter alle mulige andre".
d. 11. nov. 2013
af
af
Pernille Jensen
d. 11. nov. 2013
"Lady Gaga er en popstjerne ud over det sædvanlige. Det rykker hendes tredje studiealbum, 'Artpop', ikke ved. Men det er stadig en skæmmet popplade, for Lady'en har svært ved at skille skidt fra kanel i sin egen musik, og det gør hende unødigt svag som albumartist".
d. 10. nov. 2013
af
af
Jeppe Krogsgaard Christensen
d. 10. nov. 2013
"Produktionerne omkring sanglinjerne er oftest godt oppe i tempo, og eneste ballade blandt de 15 numre er den udmærkede, pianoblå »Dope«, hvor Lady Gaga viser, hvorfor hun er at foretrække frem for den åndsbeslægtede Madonna: Hendes stemme er langt mere nuanceret og veksler umærkeligt mellem det følsomme og kraftfulde, mellem popparodi og rockparodi, og det er også dét, der gør hendes numre distinkte midt i tidens tsunami af pop. Albummet kunne dog have stået endnu stærkere, hvis det havde været knap så langt. 60 minutter er mindst 15 for mange, og det er måske bagsiden af den ellers fascinerende og ofte morsomme megalomani, Lady Gaga flirter med".
d. 15. nov. 2013
af
af
Ralf Christensen
d. 15. nov. 2013
"Artpop er amerikanerens bedste album til dato, hun har forladt den forfærdelige rock fra forgængeren og i stedet givet os godt læsset over-flødigheds horns pop, som endda pletvist er stærkt komponeret og flabet produceret".
d. 15. nov. 2013
af
af
Ralf Christensen
d. 15. nov. 2013
"Artpop er amerikanerens bedste album til dato, hun har forladt den forfærdelige rock fra forgængeren og i stedet givet os godt læsset over-flødigheds horns pop, som endda pletvist er stærkt komponeret og flabet produceret".