Bibliotekernes vurdering
d. 23. nov. 2018
af
af
Finn Christiansen
d. 23. nov. 2018
Platformspil med Asterix og Obelix i hovedrollerne. Hjælp de to gæve gallere gennem Julius Cæsars nye forlystelsespark Las Vegum, hvor Miraculix holdes fanget. For fans af Asterix. Fra 10 år.
Dette er en remastered version af spillet, som oprindeligt udkom til bl.a. PS2 i 2006. Man styrer de to elskelige gallere Asterix og Obelix gennem Julius Cæsars nye forlystelsespark Las Vegum, hvor gallernes uundværlige druide Miraculix holdes fanget. Denne opdaterede version har udover grafikken også fået et udbygget kampsystem, flere evner som hovedpersonerne kan opnå samt mulighed for at indsamle samleobjekter undervejs på banerne. Der er nu også tre sværhedsgrader, så både uøvede og garvede platformspillere kan udfordres. Sprog: engelsk.
Dette er et relativt simpelt 3D platformspil. Banerne består mest af indsamling af pointgivende romerhjelme, som ligger på banerne når man har banket romere til plukfisk. Der skal derudover løses puzzles, hvor man skal styre de to hovedpersoner på skift. Undervejs møder man figurer, som er komiske hints til andre spil. Eksempelvis Larry Craft (Lara Croft) og Sam Shieffer (Sam Fisher). Det er dog hints anno 2006 og derfor næppe genkendelige for de fleste yngre spillere. Sværhedsgraden er i den lave ende og kan magtes fra 10 år. PEGI: 7 og ikon for vold.
Bortset fra mobilspil er der ikke udkommet spil med Asterix siden originalen fra 2006.