Baby doom er en dansk satirisk komedie fra 1998 og henvender sig til et bredt publikum, selv om især nok nybagte forældre vil føle sig ramt af filmens tematik. En del biblioteker har eller har haft vhs-udgaven til udlån og kan ud fra dette vurdere dvd-udgavens anvendelsesmuligheder.
Programmørerne Max Ram (Peter Mygind) og Michael (Jesper Asholt) avancerer i softwarefirmaet TimeWare og får ansvaret for udviklingen af en "LifeOrganizer" - et program, der skal kunne strukturere og lette dagligdagen for køberne. Max har Bill Gates som forbillede og drømmer om stor karriere inden for branchen, men da han får et barn med kæresten Nicoline (Camilla Bendix), opdager han, at det ikke bare er lige sådan at "programmere" sit liv og sin karriere.
Tematikken omkring parforhold og småbørn er velkendt på film og ses bl.a. i danske komedier som Den eneste ene og tv-serien Nikolaj og Julie, hvor Peter Mygind og Jesper Asholt i øvrigt havde lignende roller.
Baby doom er på én gang en romantisk komedie og en satire over "timemanager"-tidsalderen. Ingen af delene er dog helt vellykkede. Der er tale om en gennemsnitlig dansk film, der hovedsageligt bæres oppe af velspillende populære skuespillere.