"De stikkende, angulære guitarriffs er i hovedsædet, mens Carter med forvrænget vokal skriger med den indlevelse, der har skabt hans ry.Den eneste anke er, at Frank Carter & The Rattlesnakes på sin vis føles som Gallows-light, og selvom det er en tilbagevenden til form for den karismatiske frontmand, kan man ikke helt ryste den kyniske følelse af et veritabelt cash-in".