Blue & lonesome

"Det er nærliggende at opfatte Blue & Lonesome som et bedaget bands forsøg på at påvirke sit eget eftermæle. Aner man et presserende behov for at gøre det rockhistoriske bo op, mens tid er? Versioneringerne er ikke helt uden problemer. »Blues er ikke teknisk, men emotionelt - og at formidle det er noget af det sværeste, der findes,« udtaler Charlie Watts i covernoterne. Og her når vi ind til sagens kerne: Fortolkningerne lokker simpelthen ikke det menneskelige drama ud af disse rå folkefortællinger om vold, begær, lidelse og forsmået kærlighed. Trods Mick Jaggers snerrende hankattevokal og gæsteguitarist Eric Claptons statsautoriserede licks lyder Stones på Blue & Lonesome som et band, der tager sig en morfar. Deres soli sidder på rygmarven, og fraseringerne kan fremsiges i søvne. Cirklen er sluttet. Pladen binder en selvportrætterende sløjfe på historien om Rolling Stones, men den tilføjer ikke noget nyt til den".

Læs anmeldelse

"Stones gør ingen af sangene på Blue & Lonesome til deres egne. Mere end fem årtier efter deres første bluescovers er det ikke længere Stones, der er i offensiven. Tværtimod trækker de ofte tempoet eller aggressiviteten ud af forlæggene. Fint nok, men det sker uden at vinde noget nyt og afgørende, noget dybere eller mørkere, frækkere eller snedigere. Det er et kendetegn for de fleste af disse coverversioner, at de mister svirp og elasticitet, men også gravitas og desperation. Der er ikke taget nok kunstnerisk stilling, og der er mere end rigeligt hygge. Det giver en masse charme undervejs, men får også af og til bluesen til at fremstå som en støvet museumsgenstand".

Læs anmeldelse