Misery er datter af en magtfuld vampyr. Hun bliver udvalgt af vampyrrådet til at gifte sig med varulvenes leder, for at danne alliance mellem racerne og undgå krig. Misery har dog sine egne grunde til at indgå i ægteskabet. For læsere af rom-coms med en paranormal vinkel.
Som otteårig blev vampyrbarnet Misery sendt til menneskene, som en forsikringsgaranti i alliancen mellem vampyrer og mennesker. Da hun som 18-årig bliver fritstillet, vælger hun at blive boende blandt mennesker, da hun ikke føler sig velkommen blandt vampyrerne. Hendes eneste ven i verden er Serena, en forældreløs pige, der boede hos de samme værger som Misery. Nu forlanger vampyrrådet, at hun skal gifte sig med varulvenes alfa, Lowe, for at sikre en fremtidig alliance mellem de to arter, som er svorne fjender. Misery indvilliger, da hun er overbevist om at Lowe har noget at gøre med Serenas nylige forsvinden. Men tingene går ikke som planlagt og Miserys liv hænger snart i en tynd tråd.
Ali Hazelwood er professor i neurovidenskab og har udgivet flere videnskabelige artikler. Hun er blevet et fænomen på BookTok med sine rom-com bøger. Denne udgivelse kaldes af forlaget romantasy, og blander på vellykket vis humor, romantik og paranormale ingredienser, såsom varulve og vampyrer, og den nok skal fange både forfatterens fans og young adult læsere generelt.
Læsere af Sarina Bowen, Elle Kennedy og Stephanie Meyer kan med fordel fortsætte her.