Fascinerende romandebut med Bergmanske undertoner af den svenske lyriker Håkan Bravinger, om det konfliktfyldte forhold mellem brødrene Poul og Andreas Bjerre, f. hhv. 1876 og 1879. Bogen bygger på breve og dagbøger.
Håkan Bravinger har med denne roman taget skridtet ind i sværvægtsklassen. Romanen, som bygger på dokumentarisk materiale, foregår mellem 1913-25, og fortæller om et livslangt konfliktfyldt og hadefuldt forhold mellem 2 meget forskellige brødre, Poul og Andreas Bjerre, banebrydende indenfor hhv. psykoanalyse og kriminalpsykologi. Et forhold baseret på jalousi og trods deres erhverv, fuldt af misforståelser, manglende indsigt og hårdnakket stolthed med et underliggende ønske om at blive forsonet og elsket. Bogen er bygget kronologisk op og synsvinklen skifter mellem dem selv, deres koner og Andreas' søn (som betaler prisen) afbrudt af "breve" til Poul fra Andreas, som i ugen efter at have taget sit eget liv i betragterens rolle kommenterer sin bror. Bravinger skriver let og fængende, og han formår at underbygge personernes karakterer og placere dem i et troværdigt tidsbillede, hvor hensynet til "manden og forskeren" er uomgængeligt. Forsiden er i familie med Barnes: Arthur & George og Edwards: Den lille bog.
Bravinger sammenlignes i Sverige med P.O Enquist.
Fascinerende familiedrama og et flot miljø- og tidsbillede fra et svensk forskermiljø i begyndelsen af 1900-tallet, en historie om en indædt konflikt mellem to brødre, som aldrig bliver forløst.