Tv-miniserien henvender sig til alle og ikke mindst til dem med interesse for mode.
Dette er historien om den verdenskendte franske modeskaber Gabrielle "Coco" Chanel, som arbejdede sig op fra fattig børnehjemsbarn til en modedronning med ben i næsen. Da hendes mor dør bliver Coco sammen med sin lillesøster efterladt på et børnehjem af faderen, der ikke har råd til at forsørge dem. Da Coco endelig bliver 18 år får hun job som assistent hos en kjoleskrædder, der slet ikke sætter pris på hendes særlige talent. Vi følger hendes hårde og målrettede kamp og vilje til at nå til tops i modebranchen. Hun møder selvfølgelig også kærligheden, der til tider virker til at stå i vejen for hendes karriere.
Miniserien er instrueret af den fransk-canadiske tv-instruktør Christian Duguay. Hans fortællestil i denne tv-serie minder lidt om mini-serien "Lace". Serien blev bl.a. nomineret til en Golden Globe og en Emmy, for den erfarende Shirley MacLaines præstationer. Duguay har desuden vundet en del priser for "Human trafficking" og "Joan of Arc".
En meget positiv overraskelse at se denne miniserie. Det er ikke en typisk biografisk tv-serie, idet Coco Chanel rent faktisk har oplevet noget spændende i sit liv og hendes historie er derfor helt eventyrlig. En fornøjelse at se miniserien, der var så medrivende i sin historie, at man slugte det hele på én gang. Godt skuespil, flot filmet og god historie. En tv-miniserie på et højt plan, der kan ses igen og igen.