Dansk pressefotografi - fotojournalistik som det hedder i vore dage - nyder fremdeles stor respekt i ind- og udland. Det afspejler sig heldigvis også i de fine bogudgivelser, der kommer i disse år. Det gælder enkeltfotografers, fx Saxgrens og Fuglsigs nærværende og engagerede fotos fra brændpunkter rundt om i verden, og Abrahamsens iscenesatte samtidsskildringer. Hvert år får kåringen af årets pressefoto stor opmærksomhed, og de udvalgte fotos herfra udgives fast i kataloget Årets pressefoto. En del fotos fra dette års udgave er også at finde i denne fine bog, som udkommer i forbindelse med Danmarks Journalisthøjskoles 10 års jubilæumsudstilling og konkurrence for fotojournalistuddannelsen, hvorfra de 122 bedste billeder er medtaget i bogen. Klaus Rifbjerg, der var en af dommerne i konkurrencen, definerer i forordet fotojournalistik som en ny udfordrende kunstform - en blanding af kunstfotografi og pressefotografi, og billedudvalget repræsenterer også et vidt spand af temaer og motiver i enkeltbilleder og serier: fra den nuttede kælekat der vaskes i dyreinternatet, hverdagsbilleder med både humor, lykke, social nedtur og narkomani til svenske rockabillies, billeder fra New York 11. september samt andre dramatiske begivenheder.