Erhvervsjournalisten Søren Ingerslev headhuntes til et topjob som kommunikationsdirektør i en stor dansk koncern i Haag. Men knapt er Søren tiltrådt, før han står med mystiske sager om dødsfald og bestikkelse. Sager, som stærke kræfter vil gå langt for at holde ude af medierne. For læsere af danske spændingsromaner.
Søren Ingerslev ligger søvnløs med bekymringer om økonomien, da han og hustruen har sat sig hårdt i en stor villa i Risskov. Det er derfor en lettelse, da han tilbydes den højt betalte stilling som ny kommunikationsdirektør i den danske familieejede og velrennomerede koncern BWI - Beltoft Wordwide Investments - beliggende i Holland. Da en bunke mistænkelige papirer fra en afdød kollega lander på Sørens bord, begynder han at bore i sagen. Hvorfor bliver nøglemedarbejdere pludseligt bortvist? Hvad betyder noten "ABF" i firmaets mørklagte udbetalinger? Noget er helt galt i det prestigefyldte firma. Erik Eisenberg (f.1959) er erhvervsjournalist og tidligere kommunikationsdirektør og romanen er hans debut som forfatter.
Velskrevet spændingsroman om magt og korruption i toppen af dansk erhvervsliv. Med mærkbar viden og erfaring indenfor sit felt, driver Erik Eisenberg fortællingen frem med lige dele skarp præcision og troværdig tyngde. Med sine plot tvists og nuancerede karakterer, skildret som både menneskelige og sammensatte, egner romanen sig til den kræsne spændingslæser.
Forbandet blod handler også om hemmeligheder i familievirksomheder.