Episk fortælling om det livslange venskab mellem bymennesket Pietro og bjergbonden Bruno. For et publikum der elsker store følelsesladede dramaer.
Drama om venskab fra barndom til voksenliv mellem bydrengen og drømmeren Pietro og hans tilsyneladende diametrale modsætning, Bruno, en traditionsbunden praktiker fra en bjerglandsby. Efter at have mødtes som børn over en række somre i de italienske alper, genforenes de som voksne for at bygge en bjerghytte, som bliver et sted for både refleksion og forsoning. Begge har problematiske forhold til deres fædre, hvilket er et tema gennem hele filmen. Instrueret af belgieren Felix van Groeningen (Beautiful boy, The broken circle breakdown) samt hans hustru, skuespiller og manuskriptforfatter Charlotte Vandermeersch. Baseret på bogen af Paolo Cognetti.
Vidunderlig, varm og humanistisk film om et unikt venskab. Filmen er båret af en afdæmpet fortællestil, men den bliver aldrig kedelig. Skuespillet er aldeles fremragende. Kemien mellem de to stjerneskud Luca Marinelli og Alessandro Borghi, som spiller Pietro og Bruno som voksne, er elektrisk. Imponerende indadvendte præstationer, hvor det usagte er det vigtigste. Rørende soundtrack af svenske Daniel Nordgren og vanvittigt smukke billeder af bjerglandskaber.
Selvom kærligheden mellem Pietro og Bruno er rent platonisk, er der store ligheder med klassikeren Brokeback Mountain og den er fuldt ud på niveau med den.