Er skærme skadelige for børn, og ødelægger de trivsel? Og hvad stiller man op med ungernes skærmtid? For forældre og andre interesserede i mobilskærmens konfliktzone.
Andreas Lieberoth er ph.d. i psykologi og lektor ved AAU samt far. Han har skrevet bogen, som tager pulsen på børns skærmbrug og de konflikter, man som forælder ofte kan havne i. Bogen lægger ud med en gennemgang af skærmens påvirkning på børn og unge og de fastholdelsesmekanismer, der er på spil. Lieberoth introducerer princippet BKI (Bruger, Kontekst og Indhold), der ser på nuancerne i skærmenes brug og altså hvilken kontekst, skærmen bruges i. Der præsenteres også forskningsresultater, beskrivelser og spørgsmål vedr. fx skærmbrug, trivselspåvirkning og en mængde formodninger og myter, som af- eller bekræftes. Konklusionen er, at man som forælder kan satse mere på involvering, tålmodighed og dialog, samt at det nok skal gå alt sammen. Bogen indeholder håndgribelige forslag og råd til den frustrerede forælder.
"Den store skærmkamp" er en bog, der går nøgternt til værks i øjenhøjde med forældre. Der bliver ikke løftet pegefingre og sat skrappe regler op, men derimod set med anerkendelse på den proces, det er at møde børn og unges skærmbrug med åbenhed. Bogen vil måske kræve slugte kameler for nogle, men det er en opbyggelig og fabelagtigt formidlet metode ind i et emne, der ligger mange forældre på sinde.
Få styr på dit barns digitale verden opererer med et strengere skærmtidskoncept.