Der er ingen gader som her : 8 digtsamlinger

Løse haiku

Glemsel

Berøringen

Skov

Udsigt

Midnat 2

Hopper-frise 2

Augustdage 2

Augustdage 4

Fest

Vinter-hukommelse 2

Come and share my life

Sommerscenarier

Kvinde II, De Kooning

Dreng

Regnnat

Halvsovende

Papir og sten

Forladte huse

Sommerfugledrømmen

Schipirelli fra Milano tegnede i 1877 kortet over Mars

Partikler kolliderer med molekyler og skaber lys

Huygens tegnede i 1656 Saturns ringe

Bennetts komet dykkende vertikalt mod solen

Ansigterne i Suma

Aske hældt ind i himlen og Bellahøjhusenes mure

Bagerens vindue

Bagud, bagud ind i ansigtet foran

Biografen er det eneste sted

Brønshøj kirkegård

Bølger af kulde. Sugende grå gade

Dagen uden ansigt

De sover - mine børn

Den stille mand, der går rundt og rundt om bordet

Der er en underlig uro

Det der ikke skrives

Det umulige 1.

Det umulige 2.

Det umulige 3.

Det umulige 4.

Det umulige 5.

Det umulige 6.

Det umulige 7.

Det vi holder i hænderne fortabes

Dette er liv nu de mange morgener med sæbeduften

Dette er liv nu vinteren sluger din tunge

Dit våde ansigt

Overalt i parkerne sidder han, på alle dage

Ufravendt mod lyset i den halvt slukkede kastanje

Jeg var snemanden i den frysende baggårdshave

Bag ansigtet endnu et (ukendt) ansigt og så en maske

Jeg er den engel, der altid har hjemsøgt mig

I drømme hvisker stemmer, stemmer der ikke kan genkendes

Indkvarteret på en kaserne med tysk uniform

Jeg cykler hen over skyerne

Du har altid været her

Dybt inde i drømmen

Efter sin solo, går han, Parker

Eftermiddag

En flue på håndfladen

En solsort på den gule mur

Er du først sunket ned i stilheden

Formørkelsen gennem klarhed

Slagterens hånd kødfuld som skanken

Iset, åben anhænger på Håbets allé

Lastbilens lysfakler henover facaderne

Natvindens krystalblæst over trapperne

Parksøen fryser knirkende til is

Himlens mørke vinduer står åbne

Villaerne på Tagensvej forsvinder

Grå ansigter på torvet, pludselig opstået

Klokken fire en vinternat

Som to elskende overgivet

Vinduers flader som en rejse

Grå natsværmer i hjørnet

Mine børn i gynger, på vipper, den ene bider

Himlen forsænker sig

Klokken kalder nedtrappet sommer

Hund, Håbets allé

Hunde gør på uberegnelig afstand, hænder holder

Hver dag genskabe Marmorkirken

Hører Orion stadig med?

I en avis

I lejligheder med kroppe og ansigter

I mit første hjem skyllede englene ned ad væggen

Ida tegnede en blomst

Ind i mine hvide tindinger

Indenfor

Istedgade

Jeg cykler langs Gammel Strand

Jeg husker ansigtet

Jeg længes efter musik

To gafler, et askebæger

Joseph Brodskij sover endeløst

Kassedame, Brugsen

Kastanjernes spændte grønne huse

Kommer de dansende disse lyse nætter

Kærlighed, betingelsesløst med rammernes betingelser

Ligegyldigt hvor du er

Lynets røngten trak dit bløde ansigt

Med udsigt til Markuspladsens svimlende lys

Mellem tretten og et år

Mentale morgen

Min far sover

Mine børn tegner deres ottende lilla blomst

Morgenlyset kommer ingen tager det i sin mund

Den blanke mur af bævreaspe

Tørre sprækker ind og ned i betonen, lakune

Nat. Ned ad Strøget med cyklen på slæb

Ræven i alléens vakuum

Skyggerne fra havens buske

Neonlyset viser ansigtet foran Sumas køledisk

Novemberdøgn 1.

Novemberdøgn 2.

Novemberdøgn 3.

Novemberdøgn 4.

Nær Malisheva Kosovo kører en dreng

Når byen vågner af sin slusesøvn når gadernes virvar

Når gaderne ligger åbne

Når jeg besøger min nabo i hans hvide værelser

Når vi passerer hinanden på trappen

Park, aften, Frederikssundsvej

Parker drømte højlydt

Parker spillede på Club Bernina

Parkers horn sitrende mørke vokaler

Pige, Håbets allé

Pigen på Brønshøj torv

Pludselig dig: Uret gik i stå

Sneen, birken gul som Tisvildes kamille

Rækkehuse, Brønshøj

Råb på Jesus, strubers kattejammer og imaginære blomsterbuketter

Sang knoglen under enebærtræet?

Snævert gråzonerum som i et havareret cockpit

Som døden en januardag

Som tingene er rundt om os

Som vinden trænger ind til os

Sommeren i mit barns hvide flagrende stoftrykkjole

Ingen farver hverken kobolt eller okkergul

Stig ind i indstigningen ud ad det blå

Så meget tilbage, ikke mere

Et udvisket fødselsår, skridtene og det hvidglødende i blade

Venlig latter i gaden

Tungen penetrerer med fugt

Van Delfts oprejste dame

Vasker ansigtet i vand

Imellem slanger og tikkende ure

Vinduet

Vinterdrømmebilleder 1.

Vinterdrømmebilleder 2.

Vinterdrømmebilleder 3.

Vinterdrømmebilleder 4.

Vinterdrømmebilleder 5.

Vinterdrømmebilleder 6.

Vinterdrømmebilleder 7.

Virkeligheden er så slem

Ansigtet røber ingenting

At gynge frem og tilbage

Dagen er snart forbi

De ufødte banker på

Det blå støv samler sig i

Det uvirkelige er mit moment

Du vender dig

Døren ud til stilheden i

Her er jeg ved at finde mig selv

En allé af sort asfalt, der ætser

En edderkop i det gyldne harpiks på

Flyveren lander i disen

Fra værelse til værelse

Gadens halvtbelyste ansigter

Glæden er pointeløs

Hvis du findes

I det antracitfarvede mørke

I en kælder lever spøgelset

I pauserne gror

I Tuzla sønderflængedes

Jeg drømte om din musik

Jeg er ikke mere i dig

Jeg leder efter et ord

Jeg vågnede

Klarinetternes dyssende

Min datter råber på vand

Måske kan tingene komme igen, askebægret

Og du skal vågne igen

Nyfødt er min hånd

Regnen pisker

Røde læber, rød dug

Solsikken i kanden lyser

Som det berusende i at vente

Som om du lyttede roligt mod

Tanken om at gå

Ansigterne denne nat: fulde af anspændthed

Avissælgeren faldet i søvn

Avissælgeren har sine dage på hjørnet

Bilerne på Billrothstrasse

Broder myrder broder

Dagene tæller mig

Den nøgne pære lyser

Din hånd er mindre end et birkeblad

Dr. Schöngrün drikker sauterne

Dr. Schöngrün kendte Dr. Rascher, i Dachau kendte lægerne hinanden

Dr. Schöngrün ligner i det ydre Dr. Capesius

Dreng løber, bukker sammen

Du skrev til mig om den sære

Egernet springer fra den grå mur

En dreng på Billrothstrasse træder tilbage for sporvognen

En dreng sætter skibe ud i søen

En kvinde venter i porten

En pige knæler, mumler

Et tornekrat på bjergets sydside

Femten Schilling for en apfeltorte

For hvert øjeblik vil jeg afslutte

Gamle kvinder på Jordanstrasse

Heldenplatz

Hun vågner med et ubestemmeligt hyl

Hvide ansigter, hvor kullet gløder

I Beethovens værelse skinner flyglet

I dag fandt det rustrøde egern tid til at kigge forbi

I Mauthausen spillede violinerne

I nat vågnede jeg med din hånd på min hals

I Stephansdom

Jeg er ikke spor hellig

Jeg fulgte et barn over gaden på Billrothstrasse og gik tilbage

Jeg læser om Mauthausen

Jeg tænkte på drengen fra Judengasse

Jeg ved ikke, hvor du kommer fra

Kvinde i baren

Menneskemængden foran Stephansdom

Min datter spiser kiks

Piletræets grene søger stædigt

Sammen går vi gennem porten

Skarpe hvide lysfelter

Sol skinnede igennem mig

Sorte støvletter

Stadig væk ligger der knitrende, gule ahornsblade

Så lavt som muligt

Thomas Bernhard

Tidlig morgen i Türkenschanzpark

To kvinder fra Sarajevo

Türkenschanzpark

Tyrkerne trængte aldrig ind i byen

Vinter kom nu her

Voldsom regn. En hjemløs hund i den blæksorte port

At elske. Natflyver. Hvide papirflyvere

Bilen der er standset af natten, af den mørke væg

De røde, tørre mure og fire skygger på gadens

Den spæde, skærende fil i stilheden

Det er så mørkt herinde, at jeg drømmer

Det mørke rum, hvor ingen har været

Dit endeløse smil

Du må have et holdepunkt

En engel med en buk i favnen sejler fra himlen

Forventningen skriger. Ikke noget navn. Ikke et bogstav

Fra den levende, lagt ned, fra hans hænder

Før det skete. Før huden og bevægelser og de døde

Her begynder jeg to hænder

Hvad musikken gør

I dag var jeg på stranden, jeg strejfede mig selv

I hjørnerne af byen: lyset der siler

Jeg er en del af jorden, snart jorden selv

Korridorer, de gule vægge, vinduet for enden

Lagt ned lige så meget af mellemrum og forskydninger

Lænet mod den sorte sommerbil med det hvide

Mentale nat dyret i min hånd

Morgen efter morgen styrter lyset

Mærkelige erindring, som rækker hjemover

Natten: alléer, der bliver ved, popler der fejer himlen

Og det tager dig med

Og tændstikæsken og skoven bag den og værelset

Rækken af moreltræer døser. Vågner. Bliver til lys

Skovstierne, deres mørke under tørre fyrretræsgrene

Solen om eftermiddagen og din hud

Stenen er ikke noget i sig selv, bare et støvet rektangel

Sædmaskine. Duftstyrt. I stedet for at passere

Trappeopgang. Lydene sidder fast, i væggene

Yngledrøm. Jeg styrtede ned i morgenens net

Bazaren bag mørkhudede glas

Broerne er hvide ligesom din hud om natten

Denne café ved Gare de l'Est

Disse omfartsveje og boulevarderne med englenavne

Eller Bowling green

Eller dagen foran mig

Eller rytmen

Eller sommer hvor den kommer fra

Gamle i gule taxaer

Hudson river og det sorte kul

I denne by er der hele tiden musik

Karavaner af kroppe gyngende

Kvinder bærer ind og ud

Louvre. Disse billeder af Watteau

Længere inde gaderne

Mehmet stadigvæk holder han rosen

Montmartre. Dødens avenuer i den brændende sol

Poplerne duftende

Sorte opad hvide mure

Ansigt mod skygge

Ansigt/Årstid

Askebægrene, som du hele tiden tømmer

Barn

Bliver jeg aldrig træt i solen. Holder du om mit køn

Svimmel

Dagene, der æder os. Vi vil ædes og blive væk

Det stille land

Du er dig selv med dit armbåndsur og dit hår

Du ved ikke, hvor du skal være. Jeg er her, men du ved det ikke

En høne løb gennem gaderne

Gennemskåret af fjer

Fingre på indersiden

Du leder efter noget i en kapsel

Hvor mange steder har vi været

Hvordan vi er genfærd og ikke tør gå

Maltblå

Nattedragt

Jeg syr på en krigsengels hud

Og du fortæller, mens vinduet står på klem og himlen er i spejlet

Pablo Picasso, mandshoved

Pablo Picasso, selvportræt

Pauserne er til regnen

Nærmere ved vinduets kant

Den anden side kinden

Banegården i en hånd

Rævens ansigt er sørgmodigt

Uglen der står bag træet i sin frakke kigger ikke ud på os

Calciumhjerte

Venlighed

Det er det samme som at ånde

Tornebusken og den sorte regn

Anemone nellike orm der er haver

At forfalde til kulden

At se og høre

Barndomshjem - interieur

Birkebladenes lyse stemmer taler

Blodet findes i hospitalernes bokse

Cigaretrøgen er sprogets udånding

Dagen destillerer mig

De hvide kendsgerninger

De indsovede under stenene

De samme udsigter spærrer vejen

Den ansigtsløse i skrivesøvn

Den tid gik hurtigt

Den vågne drøm

Der er en nat imellem som var anderledes

Der er månestrålernes fravær

Deroppe i hunde

Det der ikke vil op i mig

Din hud er glasklar

Dine hænders varme bevæger sig

Dit aftryk på lagnet

Du er i rummet med dine hænder

Du forlader mig aldrig

Dyret i hånden

Efter nætter med angst

En hund stod i snor

En vase duftende blomster

Ensomheden findes ikke

Et genfærdstog sejlede mildt

Et træ er det bare der står

Fluen på skrivebordsstolen

Folk så ham gennem sprækker

Fra Supermarkeder kom venner

I mit land kom krigen før mig

Fylder verden med en ånde

Glasmontre de døde minder skriger

Han står her

Han vender tilbage til FUGLENE

Havet høres mens du drikker vand

Henmod aften

Her leder man efter børn

Hun blev digter

Hver dag leger han med universets lys

Hvis du fandtes

Hvordan levede vi her?

I byen

I dag mødtes vi på vejen foran huset

I din hud løber vandet

I dine øjne ligger støvet fra natten

I gangen sættes mærker

I kælderen lever dyr

I toget var det efterår

I vandpytter sejler drengenes skibe

Ingen digter her ved formiddag

Ingen læser digte i denne by

Jeg er dyret der brøler

Jeg går på hotel Royal

Jeg hører dig synge på kanten af virkelighed

Jeg længes efter musik

Jeg skriver ned

Jordegernet der kommer op

Kun fjernheden hører jeg

Kærligheden vil ikke mere

Langt derfra hører vi havnens vand

Langvejs fra bliver rummet større

Lyde fra birketræer har sat sig på åbne munde

Lyset ved jorden

Lærken stiger

Mange har tegnet huse her

Mens tågen lægger sig og sortmejsen synger

Morgen: det mentale hjem

Mærkelig mig sådan taler et dyr

Noget inden i mig

Nogle er ensomme før de fødes

Når de etiopiske børn ligner sammenkrøllede stære

Og moderen kommer ind

Opsøger grammofonen kører stadig

Overalt de samme bløde smil

Politikere sås uden for vinduerne

På færgen

På rejsen sad han

Regnen er rolig

Ser ud over Afrika

Snart er natten lukket

Solskinnet er depressivt

Som et dyr der leder i skakten

Sproget findes ikke

Stikkelsbærbusk guldregn

Stålvasken skinner

Så mørk har natten aldrig været

Tilbage er at holde hænder

Byen lever igen med en rose i hånden

Træerne ved vejen

Undulater lever i byens rum

Usynligheden

Vi forlader hinanden

Væggen som er betalt

Alene på yderkanten

Dage med erindring