Bøger / skønlitteratur til børn

Der var engang et maleri : en multibog til historiefortælling & kunst i børnehøjde


Beskrivelse


Gengivelse af 25 malerier af kunstneren Bente Christensen i farver og med figurative elementer. På modsatte side er givet inspiration til dialog og historiefortælling på forskellige niveauer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 31. aug. 2012

af

af

Jesper Holtoug

d. 31. aug. 2012

En lidt usædvanlig samtalebog til anvendelse for børn og voksne sammen - især med henblik på udvikling af sprog, fantasi og kunstoplevelse. Bogen kan i kraft af sine differentierede spørgsmål anvendes til samtaler med børn i mange aldre - fra 4-5 års alderen og et godt stykke op i teenage-årene. Bogen vil næppe fungere godt uden en kompetent voksen som formidler af samtalen og historiefortællingen.

Bogen kaldes en multibog, fordi den har flere anvendelsesmuligheder. Først og fremmest er det en tale- og fortællebog opbygget efter et enkelt princip, nemlig 25 farvestrålende billeder med genkendelige, figurative elementer samt en række mere eller mindre åbne spørgsmål og opgaver. Spørgsmålene til de mindste er enkle og konkrete, mens spørgsmålene til de større stiller krav om tolkning og symbolforståelse. I en vis udstrækning vil bogen desuden kunne anvendes til begrebsudvikling hos børn med anden sproglig baggrund end dansk.

Der findes andre samtalebøger, som tager udgangspunkt i kunst og spørgsmål til kunsten, eksempelvis den herlige Hvorfor? : en kunstbog for børn og barnlige sjæle, 2004, som dog har et andet sigte, et mere sammensat billedmateriale og en mere humoristisk tilgang end den her anmeldte.

Der er meget godt samtalestof i bogen, som i hænderne på de rette voksne kan sætte gang i mange gode historier og sproglig udvikling samt en dybere indsigt i billeder og billeders tolkning. Svagheden ved bogen er en vis ensformighed i billedernes udtryk og opgavernes karakter.