55 artikler, essays og causerier fra de sidste 25 år. En slags "best-of-Rifbjerg-journalistik". Langt hovedparten fra det seneste årti. De er opdelt på 6 temaer: de to første om barndom og om Rifbjergs udlandsrejser er personlige, nærmest selvbiografiske. De fire sidste mere samfundsdebatterende, kommenterende og filosofiske: om forandring/fremskridt fra 1950'erne til i dag, om kulturens tivolisering, om mad og endelig om journalistik, specielt kritik. Refleksioner over ungdomsoprøret går igen, ligesom EF/EU og dagsaktuelle verdensbegivenheder. Rifbjerg fylder 70 næste år. Materialet i bogen er skrevet efter at Rifbjerg var ophørt med at være Danmarks "roterende dreng nr. 1" og ikke længere kunne provokere; hans bøger havde fået status som konfirmandgaver. Bogen viser at han i denne veletablerede og modne fase af sit liv er tro mod sit (kultur)radikale udgangspunkt. Han skriver engageret, vedkommende selvom synspunkterne ikke er nye eller overraskende. Som sådan en lækkerbisken og et meget omfattende opsamlingsheat for Rifbjerg-fans samt nysgerrige begyndere. Sidste gang et lignede udvalg udkom var i 1967: Rif.