Kom i trivsel gennem kroppen og meningsfulde fællesskaber. Anbefales til læsere med interesse for kropsterapi.
I 2009 skrev kropsterapeut fra Manuvision Kristoffer Glavind Kjær Kropslig intelligens om sammenhængen mellem krop og psyke. Nu bygger han videre på det kropsterapeutiske med neurofysiologen Stephen Porges' forskning i mennesket som socialt væsen. Iflg. Porges har nervesystemet hos pattedyr en social komponent, som evolutionært bygger på reptilernes primitive samme. Den sociale komponent gør, at vi mennesker kan (re)agere langt mere avanceret på pres end blot "flygt/kæmp" eller "frys"; vi kan fornemme os selv og relatere til andre. Under pres er det dog det primitive nervesystem, der tager over. I bogen vises en række øvelser til at komme tilbage til det sociale nervesystem. Der suppleres med cases fra arbejdet i Manuvision med bl.a. elitecykelryttere og krigsveteraner. Til sidst er der samfundsrelaterede overvejelser over psykisk sundhed og om konsekvenserne af, at terapeutisk arbejde bør går via kroppen, ikke (kun) hovedet.
Forfatteren skriver, at bogen forsøger at indfange "noget af alt det, vores hænder har mærket". Vægten er derfor på det empiriske, men en svaghed er netop, at bogens teoretiske opbygning kan være svær at følge. Desuagtet virker det overbevisende, når der skrives om behandling af fx PTSD, og bogen generelt og særligt øvelserne anbefales.
For mere om kropsterapi fra Manuvision, se Når kroppen er i krig.