Denne samling, bestående af en række korte historier er en guldgrube af nye og gamle fortællinger. Bogen er baseret på Karin Sønsthagens udvalg af fortællinger, der blev bragt i Samvirke i perioden 1998-2001. Dankslærerforeningens udgivelse er nok primært til undervisning, men børnebibliotekerne må ikke snyde lånere fra 8 år for en fornem læseoplevelse, der spænder fra en fabel af Æsop til en historie af en ung dansk forfatter som Jesper Wung-Sung. Samlingen består fortrinsvis af historier skrevet af nye eksperimenterende nordiske forfattere. Herudover findes et tankevækkende digt af Klaus Rifbjerg og Aage Hermanns næsten surrealistisk digt Ansjosen, 1918. Den ældre litteratur, et eventyr af brødrene Grimm, et finurligt folkeeventyr i Søren Christensens bearbejdelse og H.C. Andersens eventyr Springfyrene, får andre perspektiver, når de indgår en ny og nutidig kontekst. Fælles for alle fortællinger er, at de er fabulerende og fantasifulde, og at de giver læseren noget at tænke over og undre sig over. Formen er kort, hver historie fylder et dobbeltopslag, de er er alle illustreret af tidens bedste danske illustratorer, og tekst og billede udgør en flot helhed. Kun et minus. Der mangler information om forfattere og illustratorer.