Fars blå øjne

En stille og koncentreret roman om det, der går i arv mellem far og søn. Også det usagte. Romanen følger et livslangt forhold præget af afstand, længsel og et sent forsøg på gensidig forståelse. En fortælling om at blive set, netop som tiden er ved at rinde ud. For læsere af litteratur med eksistentielle og relationelle temaer.

Romanen skildrer forholdet mellem faren Svend og hans søn Theo over et helt liv. Fortællingen kredser om manglende forståelse og et vedvarende ønske om at blive set, som præger deres relation fra barndom til voksenliv. Da Svend, efter hvad der skulle have været en rutineoperation, pludselig ser ind i, at han nærmer sig sit livs afslutning, bringes fortidens tavshed og uforløste konflikter frem. Sønnen Theo bliver kontaktet af sygehuset, hvilket bliver starten på, at Svend og Theo konfronteres med det, der aldrig blev sagt. Romanen følger denne sene nærhed og de forsøg på erkendelse, der opstår, når tiden er knap.

En stramt komponeret og lavmælt roman, der med få virkemidler formår at indfange komplekse relationer. Dens styrke ligger i det underspillede sprog og den konsekvente fastholdelse af det usagte, som giver læseren rum til egen fortolkning. Resultatet er en eftertænksom og koncentreret læseoplevelse, der bliver hængende.

Der findes relativt mange romaner med samme tematik. Et nyere eksempel er Til vi finder noget andet.

Læs hele vurderingen