Playstation. Rollespil på engelsk med engelsk manual. Final fantasy-serien er unik. Hvert spil foregår i en ny verden med nye hovedpersoner, nye skurke og en ny historie. Her i Final fantasy VIII handler spillet om den 17 årige Squall Leonhart, som vågner på infirmeriet på en militærkampskole. Han træner i kamp og meget andet, for at blive SeeD, en form for lejesoldat og medlem af den kongelige garde. Det er en stor ære at blive medlem af SeeD. Man skal så sørge for, at få Squall gennem eksamen. Senere i spillet skal man klare forskellige missioner, hvor man kan få hjælp af Rinoa, Quistis, Selphie, Zell og Irvine. Man kan bruge magi, tilkalde monstre (GF, Gardian Forces) og bruge ting i kampene. Kampscenerne er dog ret ublodige. Personerne har hver sine psykologiske karaktertræk, men de kan udvikle sig undervejs i spillet, og det er ikke altid entydigt, hvem der er fjender og hvem der er venner. Der er en forbilledlig god og afvekslende lydside med velkomponeret og atmosfæreskabende lydflader. Der er flere meget flotte og næsten filmiske scener undervejs i spillet, mens selve spilfladen er noget mere ordinær i udtrykket, selvom det er meget varieret. Spillet fylder 4 cd'er og det er et enormt spil, som det kan tage uger at gennemføre. Det er uhyre varieret, og ligesom Final fantasy IX oplagt i udlånsafdelinger. Kun: 1-player. Alder: Fra 12 år.